er filosof ved BiCuM (The Centre for Biblical and Cultural Memory), et center tilknyttet Afdeling for Bibelsk eksegese under Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet. Hans primære forskningsområder er religionsfilosofi, angeologi, politisk filosofi og filosofiens forhold til teologien. Hans aktuelle forskning omfatter blandt andet forholdet mellem arkiv, vidnesbyrd og erindring med udgangspunkt i blandt andre Giorgio Agambens og Michel Foucaults tænkning.
Lars Östman har bl.a. oversat og skrevet indledning til Giorgio Agambens Hvad er et dispositiv?, der er udkommet i tidsskriftet Slagmarks Skyttegravsserie, og er pt. i gang med at oversætte og skrive efterskrift til Agambens Nøgenhed.
Lars Östman vil på seminaret tale om Gerningen at erindre en afdød:
Den filosofisk skolede vil øjeblikkeligt genkende titlen. Men det er ikke kun i Søren Kierkegaards univers, at døden udgør et problem og en udfordring som dette korteste indbegreb af livet. Den kristne myte om livet og døden, som Kierkegaard desperat forsøgte at tvinge ind i den filosofiske poesi, er i dag erstattet af retsstatens ligeså inderlige ønske om at iklæde mennesket dens juridiske tøj.
Claus Beck-Nielsen-installationen vidner om menneskets sammenstød med Systemet, som Kierkegaard advarede imod. Foredraget har til hensigt at tematisere den erindringskultur, som Claus Beck-Nielsen måtte afstedkomme. Hvordan erindrer man en afdød, der er i blandt os? Hvordan glemmer man én, der er iblandt os? Og, når det kommer til erindring, hvordan skal det så ikke foregå?
